Dansk favorit missede direkte finale-billet

OL-bronzevinder Allan Nørregaard og makker Anders Thomsen missede den direkte billet til søndagens finaler under 49er EM i Aarhus efter et uheldigt fejltrin i første semifinale-sejlads. Jonas Warrer og Peter Lang er direkte videre.

Begge danske herrebesætninger havde i gårsdagens sejladser svært ved at få starterne til at fungere, og måske var det derfor, at begge teams lagde aggressivt ud på startlinjen under dagens første semifinale-sejlads. Jonas Warrer og Peter Lang kæmpede med landsmændene Allan Nørregaard og Anders Thomsen om den bedste start, og med et minut igen lignede det, at Allan Nørregaard og Anders Thomsen ville vinde starten.

Da starten gik, var det billede dog helt anderledes. Jonas Warrer og Peter Lang fik deres tilløb timet perfekt og sejlede lige over de danske konkurrenter. Allan Nørregaard og Anders Thomsen ramte til gengæld den ene startbåd og måtte derfor foretage en straf i form af en 360 graders vending.

Undgik sidstepladsen 

Det sendte Nørregaard og Thomsen ned på en sidsteplads fra starten af, mens Jonas Warrer og Peter Lang efter den gode start lå med helt i toppen. Med et dybt hug ud på venstresiden efterfulgt af et kryds tværs over banen rundede Warrer og Lang således topmærket som treer. Men Jonas Warrer og Peter Lang formåede ikke at holde tredjepladsen og endte otter i mål. Allan Nørregaard og Anders Thomsen lå længe sidst under sejladsen efter den uheldige start, men fik med klog sejlads sejlet sig op og endte 13’er i det 16 båds store semifinale-felt

Anden sejlads var præget af meget let vind, og de to danske hold viste klassen med to meget flotte starter. Især Allan Nørregaard og Anders Thomsen virkede særdeles tændte efter den dårlige første sejlads og endte efter en skarp sejlads toer i mål. Jonas Warrer og Peter Lang blev sekser i sejladsen, der samtidig var den sidste i mændenes semifinale-serie.

Resultaterne fra dagens to sejladser betyder, at Allan Nørregaard og Anders Thomsen ligger på en samlet 13. plads. Det rækker ikke til en finale-billet, som blev delt ud til de otte bedst placeret på resultatlisten efter semifinalerne. Jonas Warrer og Peter Lang kan til gengæld glæde sig over at have sikret sig direkte adgang med en samlet 5. plads – med otte point op til tredjepladsen.

Allan Nørregaard og Anders Thomsen får dog endnu en chance for at sikre sig en billet til finalen, når der i morgen, søndag, sejles de såkaldte ”Petit finals” kl. 13. Her deltager besætningerne fra nr. 9 til 17, og vinderen af ”Petit finals” får adgang til finalen, som sejles kl. 15.

Ida og Marie fortsat nr. 1 

Hos kvinderne er både Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen videre til søndagens finale sammen med de danske forhåndsfavoritter Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen. Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen sejlede sig dog ned i feltet med placeringer som nr. 6 og 10 i dagens to semifinaler.

Før dagens sejladser lå det stærke hold toer efter en fremragende dag i går, men Jena og Katja kan nu finde sig selv på resultatlistens fjerdeplads. Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen sikrede sig en 3. og 9. plads i de to sejladser og kan fortsat glæde sig over at være i besiddelse af den gule førertrøje.

I den første sejlads var det Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, der vandt starten på venstre side. Med et langt hug ud på venstresiden så det rigtig godt ud for de to danskere. De tog føringen ved første topmærkerunding med brasilianerne Martine Grael og Kattena Larsen Kunze et par meter efter. Ved bundmærket havde brasilianerne overtaget føringen, og den slap de ikke resten af sejladsen. Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen lignede derfor i lang tid en sikker toer, men sidste lænseben skulle vise sig at blive en kedelig affære for det danske team.

En dobbeltbomning og en kambolage med et mærke kun 20 meter fra målstregen kostede dem nemlig fire placeringer. En stor streg i regningen efter en ellers flot sejlads. I mellemtiden kom førerbåden med Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen susende og viste hvorfor, de betegnes som nogle af de bedste i verden på lænse-benet. Med en suveræn slutspurt snuppede de tredjepladsen.

Starten på anden sejlads blev en skidt en af slagsen for begge danske hold. De danske kvinder kom slet ikke ordentligt af sted, og et slag ud på højresiden blev dyrt.

Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen var rigtig langt nede og måtte kæmpe sig op i den lette luft. Det samme var tilfældet for Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen.

I sejlsport er starter tit og ofte altafgørende, og ingen af holdene formåede efter den sløve start at sejle sig op i toppen af feltet.  Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen sluttede tier, mens Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen nappede 9. pladsen.

Kvinderne sejler finaler i morgen kl. 14.

 

 

Facebook
Pinterest
Twitter
LinkedIn
Join membership

Join the Elite Community of 49er Sailors and Fans